News & Press News & Press VIKING i vaekst trods dollarens kursdyk

VIKING i vaekst trods dollarens kursdyk


ÅRSREGNSKAB: Med en nettoomsætning på 966 mio. kroner levede 2007 op til forventningerne hos den globale producent af sikkerhedsløsninger VIKING Life-Saving Equipment A/S. Omsætningen steg med 7 % i forhold til 2006, og at VIKING ikke nåede den magiske milliard skyldes alene udviklingen på valutamarkederne.

- VIKING har endnu engang bevist, at vores målrettede vækststrategi - kombineret med en stram styring af omkostningerne - kan levere en bredt funderet vækst og et tilfredsstillende resultat på samme tid, konstaterer adm. direktør, Kjeld Amann.
- Så udviklingen på valutamarkederne taget i betragtning er vi godt tilfredse med resultatet for 2007, fortsætter han.

Årets resultat af primær drift på 78,6 mio. kroner (2006: 69,3 mio. kr.) er påvirket af en væsentlig værdiopbygning i form af markeds-, produkt- og teknologiudvikling. Hovedparten af omkostningerne til dette er afholdt over resultatopgørelsen. Derudover er resultatet styrket af nye serviceområder og af en generel fremgang i det globale marked for søtransport og offshore olieaktiviteter.

- Vores styrke i forhold til konkurrenterne er nærhed og det forhold, at kunderne i stigende grad foretrækker totalløsninger og derfor vælger VIKING, siger Kjeld Amann. – Vi tilbyder ikke alene en bred vifte af sikkerhedsudstyr, tilbehør og viden, men leverer samtidig en ensartet kvalitetsservice, uanset hvor i verden kunden er.

Global vækst med fokus på Kina
Virksomhedens vision er fortsat at være den foretrukne leverandør af sikkerhedsløsninger til den globale marine- og offshoreindustri. Som et naturligt led i vækststrategien er der fokus på at følge kunderne helt til dørs. I 2007 ekspanderede VIKING derfor sit globale netværk med nye lokationer i Island, Norge, Spanien, Tyskland, Italien og Kina.

Det kinesiske marked for nybygninger af skibe forventes at vokse hurtigere end alle andre, og netop derfor er VIKINGs tilstedeværelse vigtig. For at være nummer ét i verden, er det nødvendigt at være nummer ét i Kina.

- Det er vigtigt at være til stede på kundernes præmisser – sprogligt, tidsmæssigt, kulturelt etc. Betydningen af vores globale netværk er ikke til at komme udenom. Vi har et apparat og en organisation der gør, at vi kan agere hurtigt og rigtigt, forklarer Kjeld Amann.

VIKING har søsat en række initiativer for at tiltrække veluddannede medarbejdere til det globale netværk, bl.a. graduate programmer for nyuddannede kandidater, Global Management Development Programme for ledere/mellemledere i samarbejde med Copenhagen Business School og ud- og indstationeringer på tværs af selskaberne i koncernen.

Høje forventninger til 2008
I 2008 forventes der vækst på de fleste områder med fokus på offshore og serviceaktiviteter, nye samarbejdsaftaler med VIKINGs maritime kunder og øget fokus på nye vækstmarkeder.

- Takket være engagementet fra vores medarbejdere og den solide opbakning fra ejere og bestyrelse er vi overbeviste om, at vi vil være i stand til at fastholde den succesfulde udvikling og skabe fortsat værdi for vores ejere og VIKING i 2008, slutter Kjeld Amann.




Fakta/baggrund:

Vækst gennem viden og innovation

Hvem er VIKING?
VIKING Life-Saving Equipment A/S er global markedsleder, som leverer og servicerer livsvigtigt sikkerhedsudstyr til passager- og fragtskibe, offshore installationer, forsvarssektoren, brandværn, lystbåde og fiskefartøjer.
Koncernhovedkontoret ligger i Esbjerg, Danmark, og produkterne fremstilles på fire fabrikker i Danmark, Norge og Thailand.
VIKING har omkring 1200 medarbejdere fordelt på 48 lokationer og repræsenteret af i alt 270 egne og eksternt ejede servicestationer verden over. Virksomheden er privatejet og havde i 2007 en omsætning på 966 mio. kroner.
Innovation i hele værdikæden med viden, dialog og service har gennem flere år sendt VIKING støt op ad vækstkurven.

En innovativ vinderkultur
Målrettede investeringer i produktudvikling er resulteret i flere patentansøgninger og anerkendelser for teknologisk ekspertise. I april 2007 vandt virksomheden den internationale Safety At Sea Award for et innovativt evakueringssystem til færger. Senere på året blev VIKINGs intelligente branddragt med indbyggede sensorer tildelt Ingeniørens Produktpris for ”Årets bedste, nye teknologiprodukt”. Branddragten var også blandt finalisterne til Dansk Industris Produktpris.

De prestigefyldte priser for så vidt forskellige produkter understreger den innovative kultur, som præger hele virksomheden. En kultur, der drives af et engagement og en bevidsthed om, at VIKINGs produkter og serviceydelser er med til at beskytte – og ultimativt redde - menneskeliv hver dag.

Require a quotation

Enter name or product no.
to search our online Safetyshop catalogue


Quick links

The fast way to content